06.01.2023 13:24

Ny fabrik til S.E.W. North Filtration A/S

S.E.W. North Filtration A/S er blandt markedets største producenter af filterpatroner og mangeårig leverandør til Gram Clean Air.

Jacob Jacobsen og Lars Pedersen (tv), der ejer og driver virksomheden, har begge mangeårig erfaring fra branchen og har gennemlevet en eksplosiv vækst, som har udmundet i behovet for en ny og moderne fabrik.

Med en vision om at blive en del af verdenseliten af innovative filterproducenter og producere i respekt for klimaet, med brug af robotter i fuldt digitaliseret produktion tog de en strategisk beslutning om etablering af fremtidens filterfabrik.

For fire år siden begyndte samarbejdet med vidensdeling omkring flytning og nyetablering af fabrik med Jacob og Lars, som gerne ville lære af den proces, Gram Clean Air selv var igennem i 2015. 

Samarbejdet udmundede i, at vi blev valgt som komponentleverandør på alle procesudsugningsinstallationer dækkende over alt fra smedeværksted, plisselinjer, slibe- og svejseprocesser samt afsugning af dampe.

Leverancen omfattede på produktsiden sugevægge, emhætter, punktsugearme, ventilatorer og trykluftrensede filteranlæg. Løsningerne dækkede både NON-Zoner og ATEX-klassificerede processer, som illustreret til venstre med indendørs flammeløs aflastning.


Opdatering af ATEX-filteranlæg

Vi har igennem en længere periode arbejdet med opdatering af vores ATEX-filteranlæg type CJF-A, HFU-A, ACF-A og QFG-A, da det er tid for opdatering og indsendelse af dokumentation til Notified Body.

Vi har i den forbindelse lavet nye tryktest af vores konstruktioner og samtidig benyttet lejligheden til at implementere optimeringer og produktforbedringer, som vil træde i kraft på nye produktionsordrer fra 2. januar 2023.

Af væsentlige ændringer kan nævnes optimering af Quick-lock system for støvbeholder, som nu løfter støvbeholderen direkte op imod pakning, uden at forskubbe positionen horisontalt. Dette betyder, at man ikke længere skal holde imod for at sikre korrekt placering og tæthed ved beholder.

Visuelt vil den største ændring være et skifte til kun at have plane pakkeflader ved alle servicelåger, hvilket har krævet, at cyklonfilteranlæg nu bliver forsynet med fremskudte rammer og udvendige flanger. Hermed sikres helt jævne pakkeflader, som minimerer risikoen for fejlmontering.

Ovenstående ændringer gælder kun ATEX anlæg og vil ikke få prismæssige konsekvenser.


Ved bestilling af kompaktfiltre F9

Vi oplever stadig, at der ved bestillinger på reservedelsfiltre til olieudskillere type OUK vælges kompaktfiltre med glasfiberpapir filtermedie (varenr. 08 291 500). Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på, at vi klart anbefaler de fuldsyntetiske polypropylen filtre (varenr. 08 291 550 - se til venstre), som er langt mere væskeresistente og samtidig er støbt med brudsikringsgitter, der også øger den mekaniske stabilitet.

Kompaktfiltre med glasfiberpapir materiale bør kun indsættes til støvfiltrering i forholdsvis tør luft.


80-års jubilæum hos Gram Clean Air

Den 21. december kunne vi på Gram Clean Air A/S fejre virksomhedens 80-års jubilæum, en milepæl i virksomhedens historie, som vi på dagen fejrede internt, og i løbet af det nye år vil vi markere det med kundeaktiviteter.

Siden virksomhedens start i Haderslev i 1942 under navnet V. Å. Gram med produktion af stempelringe, er der sket en enorm udvikling. På produktsiden tilbydes der nu adskillelige modeller til forbedring af det fysiske arbejdsmiljø. Samtidig bliver virksomheden ledet af 3. generation i familien Gram: efter grundlæggeren Vagn Aagesen Gram udviklede Sven Gram de første arbejdsmiljøprodukter og overtog samtidig ledelsen. Senere blev det brødrene Henrik Gram og Morten Gram, der stod i spidsen, mens firmaet voksede, og siden 2020 sidder Morten Gram alene som direktør. I 2022 skiftede virksomheden navn til Gram Clean Air A/S.

Vi er stolte af at kunne fejre jubilæet sammen med vores fantastiske medarbejdere og glæder os til mange flere år med videreudvikling og samarbejde med eksisterende og potentielle kunder!

Gå tilbage